SF-landsmøde uden Mao-referencer

Så lakker SF’s landsmøde mod enden. Jeg har ikke selv deltaget da jeg - oprigtig talt - røvkeder mig ved den slags arrangementer. Så det lader jeg trygt være op til de 650 deltagere eller hvor mange det nu er der er samlet ude i Falkonercentret. I stedet kan jeg jo så bruge en hyggelig lørdag aften i selskab med SFU’s landskontor, og min computer.

Jeg er positivt overrasket over fraværet af negative historier om landsmødet. Jeg deltager som sagt ikke, så jeg skal ikke kunne sige om der er skruet ned for charmen (og mængden af billeder af Villy i mødesalen), men jeg synes bare det er så befriende, at der endnu ikke florerer historier om den ene eller den anden tosse der har sammenlignet landsmødet med Maos Kina eller andre langt ude ting. Det virker faktisk som om, vi kan finde ud af at stå sammen og være enige om at det går godt - og at det skal blive ved med at gå godt. Tak for det!

Et af de få punkter, der - især op til landsmødet - har givet anledning til så meget debat, at pressen har gidet beskæftige sig med det, er (naturligvis) integrationen, hvor Villy har fået lejlighed til at slå den nye kurs fast. Og til at fastslå, at det ikke bare er gamle holdninger i ny retorik - at retorikken og vinklen har en stor betydning. Han siger det selv smukkere end nogen anden ville kunne sige det (kilde 180grader.dk):

“Der er nogle, der mener, at den stillingtagen er et ryk til højre, og andre igen, der siger, at SF bare siger det samme. Til jer vil jeg sige: I tager fejl. Det er tværtimod en klar markering og et ryk til venstre. Det er et ryk til den eneste rigtige, venstreorienterede position,”

Kan man være andet end enig? Jeg kan ikke. SF’s ryk på integrationspolitikken er det bedste der er sket partiet i lang tid - sammen med det aktive tilvalg af at prioritere få, vigtige områder ud og fokusere, kan det være det ryk der vinder magten til venstrefløjen ved næste valg. Kasper Bjering Jensen, HB-medlem, fortæller meget godt hvorfor, på SF’s landsmødeblog:

Ingen behøver frygte Hizb-Ut-Tahrir mere end almindelige integrerede muslimer. Derfor rammer SF’s nye retorik lige ned i hjertet hos netop disse.

Denne pointe, holdt sammen med det faktum at Villy har formået at rykke ved de mange myter om venstrefløjens knæfald for fundamentalistiske muslimer, gør at vi nu kan kommunikere både til og med de mange, mange muslimer som ikke ønsker fundamentalisme og sharia-stat, og at vi også er i stand til at kommunikere til og med de mange vælgere, som i de senere år har stemt på Dansk Folkeparti, fordi alle andre havde en eller anden forskrækkelse for at tale åbent om tingene og problemerne.

Det er en genistreg, og jeg kan ikke være andet end brandstolt over, at SF pt. er indehaver af den dygtigste partiformand, det dygtigste kommunikationsapparat, de bedste og mest konkrete løsninger, og den bedste politik et dansk parti kan præstere.

Betragtninger om BUPL’s kovending

I går aftes besluttede pædagogerne (BUPL) at indgå forlig, der nu skal i afstemning blandt medlemmerne. Det betyder, at pædagogerne ikke er blandt de strejkende når det går løs i næste uge. Det er svært at forstå hvad der kan fremprovokere en sådan kovending, og hvad motivet bag ikke at ville konflikte er.

Jeg har ikke sat mig dybdegående ind i det indgåede forlig. Det vigtigste er bundlinjen - der rykkes ikke på den magiske 12,8%-grænse, og pædagogerne vil derfor fremover fortsat have et massivt lønefterslæb i forhold til den private sektor. Derfor kan det undre, at BUPL nu vælger at afblæse den konflikt, som der indtil for ganske kort tid siden har været enighed om var nødvendig at tage - ikke fordi man regner med at opnå et markant her-og-nu resultat, men fordi det simpelthen er nødvendigt at sige fra, og gøre det aktivt.

Den vigtigste pointe - som BUPL nu ikke er med til at udstille - er, at dem der laver det vigtigste arbejde, er dem vi som samfund giver mindst respekt. Både i prestige og hardcore lønstatistik halter sygeplejersker, lærere, pædagoger, handicaphjælpere, SOSU-assistenter og alle de andre velfærdsarbejdere langt efter de privatansatte der har samme uddannelseslængde. Og den pointe er det nødvendigt at klargøre, og det er nødvendigt at mobilisere folkelig modstand mod denne uretfærdighed.

Derfor er det en vattet beslutning BUPL har truffet, og en beslutning som på lang sigt vil skade kampen for pædagogernes løn- og arbejdsforhold. Jeg håber BUPL’s medlemmers kampgejst er uforandret, og at de stemmer nej til forliget.

Strejkeguiden

Hvad kan man som politisk aktiv gøre for at støtte og styrke de strejkende når der kommer konflikt? Her følger en guide. Men først en smule baggrund:

Den kommende konflikt er en sag mellem arbejdsmarkedets parter - altså mellem arbejdstagerne og deres organisationer på den ene side, og de offentlige arbejdsgivere på den anden side. Derfor er det vigtigt, at vi som venstrefløj ikke forsøger at overtage eller profitere af konflikten - men at vi arbejder loyalt og bakker op om de brede organisationer. Vi er ikke - og skal ikke være - fraktionerende eller partiegoistiske i denne situation. Det væsentligste lige nu, er at styrke den konflikt der kommer - på de strejkendes egne vilkår. Det er med dette udgangspunkt, at denne guide er skrevet.

Forberedelse: Før du/I gør noget, er det en rigtig god ide at kontakte den lokale fagforening, og høre om de har brug for hjælp. Der kan være tusind ting, som der er brug for hjælp til - og nogen steder kan det være, at fagforeningen helst vil være helt foruden indblanden (og hjælp) fra udefrakommende. Hvis ikke vi skal gøre os uvenner med de konfliktende, er dette et helt nødvendigt skridt i forberedelsen - og det kan også hjælpe til at skabe et bånd mellem forskellige interessenter i velfærdskampen, som meget vel kan være til nytte senere, når der kommer nye velfærdsmobiliseringer.

Læserbrevsskrivning: En rigtig god ide, som er let at komme i gang med og udføre, er at skrive en stak læserbreve, og sende af sted til såvel store som små aviser. Skriv om hvorfor det er helt oplagt, at kvinder skal tjene lige så meget som mænd. Skriv om hvorfor det er uretfærdigt, at den offentlige sektor har et lønefterslæb i forhold til den private. Skriv om hvor afgørende de offentligt ansatte er for vores samfund. Eller alle de andre gode sager og argumenter, som denne konflikt centrerer sig om. Og jo større fokus vi kan sætte på kravene, jo større opbakning kan vi vinde i befolkningen.

Sympatiaktioner: Lav en lokal sympatiaktion for de strejkende. Det kan være alt fra bare at dele løbesedler ud foran den lokale station, til at dele lønkage ud, til at “besætte” det lokale rådhus eller alt muligt andet. Det vigtige er, at fokus holdes på konflikten og de strejkendes krav - ikke på partinavne og paroler der rækker ud over konflikten. Vi skal ikke misbruge konflikten til egne formål.

Støtteaktioner: Afhold en støttefest, et lotteri eller en anden form for støttearrangement, og donér overskuddet til den lokale fagforenings strejkekasse. Selvom beløbet i mange tilfælde vil være symbolsk, er det en stærk måde at vise støtte til sagen, og et flot rygstød til de strejkende. Aftal i alle tilfælde med den lokale fagforening på forhånd, at det er i orden, så I ikke træder nogen over tæerne.

Hjælp til med praktiske ting: I løbet af konflikten vil rigtig mange ansatte være strejkevagter el. lign., og der vil blive afholdt store demonstrationer. I forbindelse med disse ting, vil der være en masse praktiske ting, der skal gøres. Ring og tilbyd jeres hjælp til den lokale fagforening, eller tag ud og besøg de strejkende. Selv en lille ting som at komme med kaffe og kage kan være en hjælp, og være med til at holde motivationen oppe.

Argumenter til hverdag: Når du er i skole eller på arbejde, så snak med dine medstuderende eller kolleger om konflikten, og træk de vigtigste områder op. Forsøg meget gerne at få en diskussion i gang, og argumenter benhårdt for det retfærdige i lønkravet, og forsøg at samle opbakning til konflikten. Jo flere der er enige, jo større bliver presset på arbejdsgiverne og regeringen.

Det kan være der er tusind andre ting man kan gøre - men det grundlæggende budskab er: Kæmp aktivt, og hjælp de strejkende på den måde det er muligt. Denne konflikt handler om meget mere end løn - den handler om hele vores velfærdssamfund. Hvis ikke vi er på dupperne nu, taber vi meget mere end et lille slag i velfærdskampen.

Konflikt - hvad må der gøres?

Nu er der ganske kort tid, til det går løs. Meget tyder på, at FOA, BUPL og DSR konflikter allerede fra den 16. april, og at store dele af dansk børne-, ældre- og sygepleje vil blive lagt ned i perioden frem mod 1. maj. I den forbindelse er det spændende at se på, hvad perspektivet i konflikten er, og især hvordan venstrefløjen kan og skal agere under konflikten.

Den første - og vigtigste - opgave vi står over for, er at medvirke til at vinde folkestemningen. Som Svend Dyrholm/Nyt Fundament redegør for her, virker de offentligt ansattes strejkevåben nemlig ikke som en traditionel strejke, ved at ramme arbejdsgiverne på pengepungen. Derimod tjener arbejdsgiverne penge på konflikten, fordi de ikke behøver udbetale løn. Derfor skal konflikten tjene til at opnå politiske resultater - og disse politiske resultater opnås kun ved en folkestemning som klart, tydeligt og entydigt er med de strejkende.

Derfor må vi allerede nu forberede os på at få befolkningen med. Her er dels tale om en sand storm af læserbreve og andre meningstilkendegivelser i så mange medier som muligt. Men der er også tale om en stor mængde solidaritetsaktioner på gader og stræder over hele landet. Vi skal slå på det retfærdige i de strejkendes lønkrav. Vi skal påpege det absurde i kvindernes lønefterslæb i forhold til mændene, og vi skal slå på et uretfærdige i den offentlige sektors generelle lønefterslæb i forhold til den private. Vi skal argumentere benhårdt for, at alle skal kunne leve af deres arbejde - og vi skal opbygge en bevidsthed om vigtigheden af det arbejde SOSU-assistenter, pædagoger og pædagogmedhjælpere, sygeplejersker og alle de andre velfærdsarbejdere i Danmark laver.

Derudover har venstrefløjen en række vigtige opgaver. Skal der opnås politiske resultater, kræver det en indsats fra venstrefløjens partier i Folketinget. Vi skal rejse kravet om en ekstraordinær lønpulje til offentligt ansatte, og om reel ligeløn mellem mænd og kvinder - bakket op af en massiv presseindsats. Samtidig må og skal vi udstille Dansk Folkepartis hykleriske flugt fra løftet om en lønpulje - vi skal udstille dem som de borgerlige skødehunde de er, vi skal udstille deres modstand mod forbedringer af den offentlige sektor, og vi skal udstille den politik som de påstår gavner de svageste - men som i virkeligheden sikrer skattelettelser til de rigeste, på bekostning af dem der har det sværest! Dansk Folkeparti er den afgørende faktor - folks forståelse af Dansk Folkeparti som et velfærdsparti skal nedbrydes, hvis vi skal vinde magten ved næste valg.

Velfærdskampen står helt centralt i Danmark i disse år. Den kommende konflikt er overbygningen på de seneste års velfærdsprotester, og vil forhåbentlig være med til at cementere og styrke velfærdsbevægelsen. Og konflikten står helt klar: På den ene side står regeringen, de rige og de store virksomheder, som ikke kan vente med at udhule velfærden, privatisere den, skabe brugerbetaling og gøre velfærden til en vare, der skal tjenes penge på. På den anden side står det store flertal af almindelige mennesker, som har behov for de fælles velfærdsydelser, som arbejderbevægelsen igennem 100 år har tilkæmpet.

Hvis vi kan gøre dette klart, har vi alle muligheder for at videreføre kampen, næste gang vi rammes af forringelser, brugerbetaling og privatiseringer. Men det kræver, at vi vinder folkestemningen. Derfor må vi alle i den kommende periode have ét, og kun ét fokus: Konflikt, konflikt, konflikt!