Så lakker SF’s landsmøde mod enden. Jeg har ikke selv deltaget da jeg - oprigtig talt - røvkeder mig ved den slags arrangementer. Så det lader jeg trygt være op til de 650 deltagere eller hvor mange det nu er der er samlet ude i Falkonercentret. I stedet kan jeg jo så bruge en hyggelig lørdag aften i selskab med SFU’s landskontor, og min computer.

Jeg er positivt overrasket over fraværet af negative historier om landsmødet. Jeg deltager som sagt ikke, så jeg skal ikke kunne sige om der er skruet ned for charmen (og mængden af billeder af Villy i mødesalen), men jeg synes bare det er så befriende, at der endnu ikke florerer historier om den ene eller den anden tosse der har sammenlignet landsmødet med Maos Kina eller andre langt ude ting. Det virker faktisk som om, vi kan finde ud af at stå sammen og være enige om at det går godt - og at det skal blive ved med at gå godt. Tak for det!

Et af de få punkter, der - især op til landsmødet - har givet anledning til så meget debat, at pressen har gidet beskæftige sig med det, er (naturligvis) integrationen, hvor Villy har fået lejlighed til at slå den nye kurs fast. Og til at fastslå, at det ikke bare er gamle holdninger i ny retorik - at retorikken og vinklen har en stor betydning. Han siger det selv smukkere end nogen anden ville kunne sige det (kilde 180grader.dk):

“Der er nogle, der mener, at den stillingtagen er et ryk til højre, og andre igen, der siger, at SF bare siger det samme. Til jer vil jeg sige: I tager fejl. Det er tværtimod en klar markering og et ryk til venstre. Det er et ryk til den eneste rigtige, venstreorienterede position,”

Kan man være andet end enig? Jeg kan ikke. SF’s ryk på integrationspolitikken er det bedste der er sket partiet i lang tid - sammen med det aktive tilvalg af at prioritere få, vigtige områder ud og fokusere, kan det være det ryk der vinder magten til venstrefløjen ved næste valg. Kasper Bjering Jensen, HB-medlem, fortæller meget godt hvorfor, på SF’s landsmødeblog:

Ingen behøver frygte Hizb-Ut-Tahrir mere end almindelige integrerede muslimer. Derfor rammer SF’s nye retorik lige ned i hjertet hos netop disse.

Denne pointe, holdt sammen med det faktum at Villy har formået at rykke ved de mange myter om venstrefløjens knæfald for fundamentalistiske muslimer, gør at vi nu kan kommunikere både til og med de mange, mange muslimer som ikke ønsker fundamentalisme og sharia-stat, og at vi også er i stand til at kommunikere til og med de mange vælgere, som i de senere år har stemt på Dansk Folkeparti, fordi alle andre havde en eller anden forskrækkelse for at tale åbent om tingene og problemerne.

Det er en genistreg, og jeg kan ikke være andet end brandstolt over, at SF pt. er indehaver af den dygtigste partiformand, det dygtigste kommunikationsapparat, de bedste og mest konkrete løsninger, og den bedste politik et dansk parti kan præstere.